Bite Me by Singleton
Jon og jeg var til et skønt event i onsdags. Vi var inviteret til Bite Me by Singleton middag på Roxie, som længe har været på listen over restauranter i København vi virkelig gerne ville prøve. Roxies køkkenchef er kun 26 år, men gør det fænomenalt godt!

Middagskoncept med Singleton cocktails
Bite Me by Singleton er et middags koncept, som går ud på, at man får en masse små serveringer – eller bidder om man vil – som alle er nøje afstemt med de cocktails, der serveres til. Alle cocktails er lavet på Singleton whisky og udviklet specielt til menuen. Singleton som er en lidt sødere, lettere og aromatisk whisky, og gør sig derfor rigtig godt i cocktails!

Lidt om menuen
Første servering bestod af en virkelig lækker cocktail med Singleton Whisky, løvstikke, hyldeblomst og cremant de jura. Til cocktailen blev der serveret østers med grønne jordbær og ærter, samt nye danske kartofler med løvstikke og skovmærke.

Anden servering
Anden servering bestod af en cocktail af Singleton whisky med stikkelsbær og urteolie. Det var rigtig fin cocktail, da olien lå som små stænk i overfladen. Serveringen bestod også af gravede and kombineret med en lækker creme af porre. Der blev også serveret fjordrejer med gærcreme og urteolie, samt de skønneste papadums med røget aubergine.

Kammuslinger med spæd romaine
Vi fik derefter de lækreste kammuslinger anrettet på romainesalat og sauce af løgblomster. En rigtig dekorativ anretning og en helt udsøgt smag.

Tre retter med helt særlig smag
Næste runde bestod af oksetartar på en bund af havgus-vaffel toppet med syltede trompethatte. Grillet svinenakke samt syltet makrel med ponzu og glaskål.

Lidt sød dessert
Til desserter fik vi en skøn cocktail med Singleton whisky, klitrose/jordbær sirup og kærnemælksvalle. Dertil var der danske jordbær, hybenroser fra Bornholm og generet fløde, samt rabarbertærte med kagecreme og skovmærke.

En gennemført madoplevelse
Alt i alt var det en helt fantastisk madoplevelse. Det er utroligt hvor stor betydning afstemning mellem mad og drikke kan have for helhedsoplevelsen. Der skal kun lidt kræsen og umage til at skabe en helt uforglemmelig madoplevelse ,og det må man virkelig sige var lykkedes her.

Tak for en dejlig aften i godt selskab.
Husk at mærke nuet 😉
Kærligst Astrid